Hakon Gottlieb Uhlott og Elisabeth Alfrida Uhlott, ca.ultimo 60'erne

 

Min far Hakon Gottlieb Uhlott blev født den 8. april 1910, formentlig på Amager - eller i hvert fald i København. Hakon boede på Hveensvej nr. 9, 4. sal til venstre i sin barndom og ungdom. Han havde 2 søskende:

Yelva Uhlott, der var den ældste født den 2.03.1907 og

Henning Eigil Uhlott født den 8.06.1912.

 

HAKON kom i lære som bager og konditor (kagebager) og havde i flere år en forretning på Vesterbrogade 83, UHLOTT's KONDITORI, bageri og konditori med et par småborde til udskænkning af chokolade og kaffe med friske kager til. se også hvad: Lizzie huskede

 

Der blev lavet tændstikæsker med sloganet:

UHLOTT's først UHLOTT's sidst

UHLOTT's brød bli'r altid spist  

og der var forfilm i biograferne med UHLOTT's brød......

 

I min farmor - Harriet Johanne Herthas Uhlotts anretterbord, som jeg fik efter hendes død 7.11.1968, fandt jeg under hyldepapiret en fotografisk, "håndgydet" plade, som min farfar Adolf Gottlieb selv havde forarbejdet. På billedet står min far Hakon i kanten af Damhussøen medens min farbror Henning og min faster Yelva samt min farmor Harriet står på bredden. Årstallet er anslået til 1920. Jeg fik Fotograf Bror Bernild, der dengang boede på Vesterbrogade til at fremstille en fotostat, i 1974, i stor størrelse til mig selv og kopier til mine søskende i ca. A3 størrelse. Min søster Lizzie har bryllupsbilledet af mine forældre samt enkelte billeder af min farmor og farfar, der desværre blev skilt ret tidligt.

 

YELVA var ansat i et ismejeri. Yelva blev gift med Aage Rybøl efter Ville Rybøl's død. Jeg besøgte ofte min faster og onkel på Godthåbsvej 114 øverst oppe (3.tror jeg). Det var et rart sted, pænt og rent med klaver og meget nips, vitriner og polerede møbler. Dobbeltdør mellem spisestue og dagligstue, blyindfattede ruder, HALL og køkkentrappe, siddebadekar og pigekammer med en divan, der blev redt op med så mange dyner, så det måtte være ligesom prinsessen på ærten. Onkel Aage, Danmarks sidste noble mand, sov til middag med avisen over hovedet og benene lagt op på en skammel, hvor jeg måtte sidde, hvis jeg var musestille. Efter Aage Rybøl's død var Yelva ansat i Magasin du Nord en tid, hvorfra jeg i min skoletid modtog en del bluser, der var returneret med fejl i strikningen. Efter Aage Rybøl blev Yelva gift med John Jensen fra Boston - han skulle have haft Dagmar Lindgreen - men hun slap, søde rare klaverspillende Dagmar. Yelva blev lidt skør i hovedet efter et fald ud af bilen under et Amerikabesøg.

Jensen var racist og slet ikke nogen rar mand. Efter Yelvas død afbrød vi al forbindelse - Yelva fik ingen børn.

 

HENNING var hos mine forældre i "bagerforretningen", hvor han lærte min tante Grete at kende.

De fik sønnen HANS (Rasmussen). Karen Margrethe (Grethe) blev gift på FYN, Helgenæs. Hans Rasmussen har en del børn og børnebørn (2003). Efter Henning's død i 1982 kom jeg af og til hos Grethe, der kom meget sammen med Asta Olsen, de boede begge i Lyrskovgade (36 og 42 i stuen tv.) på Vesterbro i København. Grethe fik sin lejlighed på Hennings fødselsdag den 8. juni -Grethe var overbevist om, at han havde haft en finger med i spillet oppe fra sin plads i universet. Asta var gift med en mangeårig bekendt af min farbror. De lavede forretning sammen. Flora Danica guldsmykkerne, som var blomster - rosenknopper - og lignende blev forarbejdet i min farbror værksted "Amager Forgylderi" i 1960'erne. Eggert fik lidt mere af æren for dette end "Eggert" skulle have haft. Grethe døde i 1993 og Asta i 2002

 

 til forsiden